Baggrund

Moeskær Polled Hereford blev oprindeligt startet som krydsningsbesætning tilbage i 1970'erne. Med tiden voksede interessen for avlsarbejdet og i 1985 blev de første renracede Herefordhundyr indkøbt.

For at opnå større og hurtigere avlsfremgang importerede vi i 1986 som en af de første besætninger i landet avlsdyr fra Canada. Heriblandt tyren Gold-bar Threat 67K 602T, der blev en vigtig grundsten i vores besætning.

Siden da har vi importeret over 60 dyr fra de bedste besætninger i Canada. Udover levende dyr importeres også sæd og embryoner fra Canada og USA som et led i at opnå større genetisk variation og avlsfremgang i vores besætning.

 

Goldbar Threat 67K 602T,

Vores første avlstyr importeret fra Canada og mange gange dyrskue-vinder

 

I alle årene har vi lagt stor vægt på at opnå høj avlssikkerhed i vores avlsdyr og især egenskaber som muskelfylde, mælk, lette kælvninger og roligt temperament har været områder, vi altid har prioriteret højt.

Vores avlsarbejde er baseret på "multi-traits" strategien, hvor vi selekterer for flere egenskaber på én gang under hensyntagen til egenskabernes positive/negative sammenhænge. Ved multi-traits avl opnår vi en lidt langsommere, men til gengæld langt mere sikker avlsfremgang.

Dette er modsat mange avlere, som avler hårdt efter enkelt-egenskaber, fx kødfylde. De, der satser meget på enkelt-egenskaber opnår hurtigt forringelser på andre egenskaber, der har negativ sammenhæng med den/de egenskaber, man avler efter.

Et andet kendetegn for vores besætning er, at den bygger på afstamninger som ikke findes i andre danske besætninger. Dette giver os mange flere muligheder i avlsarbejdet.

Avlsmateriale fra vores besætning er efterspurgt af mange avlere i Danmark og udlandet. Således har vi gennem årene eksporteret avlsdyr, sæd og embryoner til næsten 20 lande og Moeskær-navnet findes i stamtavlerne hos en stor del af de danske avlsbesætninger.

Ønsker du at vide mere om vores besætning eller aflægge os et besøg, er du velkommen til at kontakte os.

Dette giver os mange flere muligheder i avlsarbejdet.
 
MPH